Om at bevare kontrollen i en stresset situation

Spørgsmålet: “Hvorfor stiller jeg mig selv i disse situationer?” dukker op igen og igen i mit hoved på denne uendelige bustur. Det tager en time at køre med bussen fra Operaen til Charles de Gaule lufthavnen og jeg satte mig ind i bussen præcis en time inden mit fly skulle lette fra lufthavnen. Hvordan jeg havde tænkt mig at nå det? Måske ved at udføre et magisk trick ligesom Harry Potter? Come on! Nogle gange, okay det meste af tiden, stinker min tidsfornemmelse virkelig. Hvorfor er det at jeg så ikke planlagde hvad tid jeg skulle tage afsted enten i går eller i morges? Det er SÅ dumt at jeg nu sidder og ikke ved om jeg er købt eller solgt. Forhelvede altså.

Det her er simpelthen for sindssygt. Jeg sidder i en bus som kører fra Operaen til Charles de Gaule lufthavn, uden stop, og pludselig stopper bussen midt på motorvejen?! Jeg når lige at tænke at det er sku da løgn! Hvad sker der? Er det bare ikke meningen at jeg skal nå mit fly til København i dag eller hvad?”. Buschaufføren stiger ud og taler med en franskmand. Jeg forstår ikke hvad der bliver sagt, fordi mit hjerte hopper et slag over og jeg selve scenariet kommer lidt bag på mig.

Pludselig begynder der at gå franskmænd ind i bussen. Den ene efter den anden franskmand, som bærer på en kuffert eller to, møver sig igennem midtergangen kigger rundt på de andre passagerer og siger “Bonjour” til de omkringsiddende passagerer og smiler. De kigger på mig, eller mændende kigger på mig (læs mest på mine bryster, fordi min bluse er meget nedringet i dag.

Bussen er endelig fremme ved terminal 1. En sten falder fra mit hjerte. Jeg ånder lettet op, dog stadig i tvivl om jeg kan nå mit fly. Men jeg prøver ikke at være lyseslukker og prøver derfor at tænke positivt, i det mindste er jeg stolt over at jeg har været så god til at bevare roen indtil videre. Normalt ville jeg være helt ude af mig selv, lige nu. Jeg håber at der stadig er en chance for at jeg kan nå mit fly. Please! Jeg har bedt til Gud, det gjorde jeg for 35 minutter siden, da jeg havde siddet i bussen i et par minutter, ringet til min mor 100 gange (fordi hun ikke tog telefonen) og havde gejlet mig selv fuldstændig op så jeg troede at Verdenen var ved at gå under og at jeg hvert øjeblik kunne besvime, både pga. sult og pga. den stressede situation jeg havde sat mig selv i. Det var for 35 minutter siden. Så tog jeg mig sammen og besluttede mig for at jeg ville genvinde kontrollen over min krop og ikke omvendt. Jeg havde ikke lyst til at besvime midt i bussen og havde bestemt heller ikke lyst til at få et angstanfald. Dem har jeg ikke haft længe og savner dem bestemt heller ikke.

 

Klik HER, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus