Mit største problem er at jeg er perfektionist. Jeg har det seneste års tid skrevet mange blogindlæg, men kun få af dem er blevet udgivet, fordi jeg simpelthen ikke har været  tilfreds med indholdet.  De skønhedsprodukter som jeg gerne vil skrive om har efterhånden hobet sig op  i stakkevis. Så jeg tog en beslutning om at få ryddet op i skuffer og skabe og bar emballage ned i kælderen forleden dag. Jeg bliver simpelthen stresset af at hver gang jeg trækker en skuffe ud, så ligger der æsker fra cremer og andre produkter, som jeg gerne vil skrive om, men ikke helt kan tage mig sammen til at gøre det. Og jo længere tid der går jo sværere bliver det.

Jeg har næsten glemt alt det jeg ved om html sprog (det bruger man meget når man har en blog 😉 Jeg føler heller ikke at jeg er så god til at formulere mig kort og præcist på skrift, som jeg har været før i tiden. Kort sagt så er jeg ude af træning og dét bliver jeg  nødt til at gøre noget ved. Fordi at det at blogge har faktisk mange ligheder med eksempelvis yoga, det kræver en daglig praksis og jeg er i den grad ude af træning. Min bærbare blev repareret for et halvt år siden så hvorfor jeg bliver ved med at finde på alle mulige undskyldninger og ikke bare kommer igang med en af de ting som jeg elsker aller mest, nemlig at blogge og den ping-pong jeg har med jer, mine skønne læsere, ja det det ved jeg ikke. Men når jeg trykker “udgiv” på dette indlæg, så håber jeg at jeg får lidt ro i sjælen. Så er der kun tilbage at krydser fingrer for at jeg kan fortsætte den gode stil og finde tilbage til rutinen med at få skrevet en masse indlæg. Selvfølgelig kun hvis jeg har noget på hjertet, at skrive bare for at skrive vil jeg ikke. Jeg savner at skrive, det gør mig glad at dele min viden med jer og ikke mindst at undersøge og recherche de ting som jeg ikke ved og gerne vil blive klogere på. Bloggen har også ofte fungeret for mig som en form for terapi, især mens jeg var sygemeldt med stress. Jeg kunne komme ud med mine frustrationer og dele dem med andre. Jeg blev overrasket over hvor mange af jer på den anden side af skærmen der kunne relatere til mine personlig indlæg og det rørte mig meget.

I mandags var til et foredrag med Annette Kristine Poulsen, som mange af jer nok kender fra
Beauty Space, fra Børsen eller fra Godmorgen Danmark. Annette bliver inviteret til at holde fordrag om hvordan man får superhud med jævne mellemrum rundt omkring i landet og jeg kan varmt anbefale jer at tage et til af dem. I mandags var det det Islandske mærke Bioeffect der havde inviteret hende til at fortælle om hud i Magasin i København. Jeg har været til det omkring 4-5 gange før, men jeg elsker simpelthen Annette og hendes skønne energi. Hun er et fantastisk menneske og et af mine aller største forbilleder herhjemme og så deler vi den samme passion for skønhedspleje. Jeg skrev som altid Annettes guldkorn ned og da jeg kom hjem gik jeg straks igang med dette indlæg og en plan for hvordan jeg får skrevet de indlæg færdigt, som jeg har haft i støbeskeen længe.

Klik her, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus

For nogle uger siden var jeg til fødselsdag, og med fare for at min veninde måske læser indlægget her, så vil jeg med det samme sige, at jeg hyggede mig. Det var dejligt at møde hendes venner og jeg havde en god aften. Jeg nød at gøre mig klar og gøre lidt ekstra ud af min make-up, glatte mit hår (hvilket ellers sker meget sjældent) og tage en lidt mere elegant kjole på, end jeg normalt ville have taget på i byen. Stiletterne måtte desværre blive hjemme, da jeg et par dage forinden havde været hos kiropraktor, fordi jeg havde lidt af hovedpine og spændinger i nakken tre uger i streg.

Jeg havde som sagt en hyggelig aften. Jeg fik talt med nogle nye mennesker, fordi jeg kendte ingen til festen ud over min veninde. Men desværre så gik der ikke lang tid, før der var en der sagde nogle ting som ramte direkte i min akilleshæl og blot en halv times tid efter var der en anden fyr som sagde nogle ord og gav mig et blik der gjorde lige så ondt. Min veninde arbejder i en stor virksomhed med en masse smarte businesstyper og hendes venner samme type mennesker. På et tidpunkt i løbet af aftenen sad jeg og talte med en rigtig flot fyr, men jeg fandt hurtigt ud af at vi desværre var to vidt forskellige mennesker. Han spurgte mig hvad jeg laver til daglig og jeg sagde at jeg er studerende. Han kigge undrende på mig og spurgte mig hvor gammel jeg var? 28. Så rullede han nærmest med øjnene og sagde: “Og du er stadig studerende?”. Det bliver bedre endnu. Så ville han gerne vide hvad jeg læser og når jeg svarede fransk, så kunne jeg godt se opgivelsen i hans øjne. Han behøvede ikke sige noget, jeg vidste godt hvad han tænkte. Han havde selv en eller anden økonomiuddannelse og var typen der mener at humaniora ikke kan bruges til noget. Jeg kunne ikke bare gå min vej, så jeg fortsatte med at tale lidt med ham og da muligheden bød sig tog jeg min taske og gik ud på toilettet. Jeg havde brug for et øjeblik for mig selv. Tage en dyb vejtrækning og prøve at tænke at jeg skulle være ligeglad med ham. Han ved ikke hvilke ting jeg har kæmpet med og hvor langt jeg er kommet. Ved toilettet mødte jeg en en anden fyr, som jeg havde talt lidt med tidligere. Også han spurgte mig efter kort tid hvad jeg laver og kiggede fordømmende på mig da jeg sagde jeg var studerende. Han sagde med det samme, “Lad mig gætte, du er 28?”.

Heldigvis gik der ikke længe før de andre skulle være i byen og jeg skulle hjem. Men på vejen hjem kunne jeg ikke andet end at tænke over deres ord og tårerne trillede ned ad mine kinder. Ja, jeg er 28 og skal til at starte på mit andet semester på uni. Men jeg har læst noget andet før, været sygemeldt, haft en depression, angst, stress og haft aller mest lyst til at tage mit eget liv. De skulle bare vide hvor meget jeg har arbejdet med mig selv for at komme dertil hvor jeg er i dag.

Jeg ved at der er nogle af jer på den anden side af skærmen der kæmper eller har kæmpet med de samme ting som jeg. Angst, depression, stress mm. det er nogle svære emner at tale om med folk der ikke selv har prøvet det og jeg har før delt ud af mine tanker og har føler at jeg igen er klar til at dele mine inderste bekymringer og frustrationer med jer. Men vigtigst af alt så vil jeg prøve at komme med nogle gode råd til hvor man kan søge hjælp og hvordan man selv kan ændre på dårlige vaner mm. for at få det bedre.

Knus

Spørgsmålet: “Hvorfor stiller jeg mig selv i disse situationer?” dukker op igen og igen i mit hoved på denne uendelige bustur. Det tager en time at køre med bussen fra Operaen til Charles de Gaule lufthavnen og jeg satte mig ind i bussen præcis en time inden mit fly skulle lette fra lufthavnen. Hvordan jeg havde tænkt mig at nå det? Måske ved at udføre et magisk trick ligesom Harry Potter? Come on! Nogle gange, okay det meste af tiden, stinker min tidsfornemmelse virkelig. Hvorfor er det at jeg så ikke planlagde hvad tid jeg skulle tage afsted enten i går eller i morges? Det er SÅ dumt at jeg nu sidder og ikke ved om jeg er købt eller solgt. Forhelvede altså.

Det her er simpelthen for sindssygt. Jeg sidder i en bus som kører fra Operaen til Charles de Gaule lufthavn, uden stop, og pludselig stopper bussen midt på motorvejen?! Jeg når lige at tænke at det er sku da løgn! Hvad sker der? Er det bare ikke meningen at jeg skal nå mit fly til København i dag eller hvad?”. Buschaufføren stiger ud og taler med en franskmand. Jeg forstår ikke hvad der bliver sagt, fordi mit hjerte hopper et slag over og jeg selve scenariet kommer lidt bag på mig.

Pludselig begynder der at gå franskmænd ind i bussen. Den ene efter den anden franskmand, som bærer på en kuffert eller to, møver sig igennem midtergangen kigger rundt på de andre passagerer og siger “Bonjour” til de omkringsiddende passagerer og smiler. De kigger på mig, eller mændende kigger på mig (læs mest på mine bryster, fordi min bluse er meget nedringet i dag.

Bussen er endelig fremme ved terminal 1. En sten falder fra mit hjerte. Jeg ånder lettet op, dog stadig i tvivl om jeg kan nå mit fly. Men jeg prøver ikke at være lyseslukker og prøver derfor at tænke positivt, i det mindste er jeg stolt over at jeg har været så god til at bevare roen indtil videre. Normalt ville jeg være helt ude af mig selv, lige nu. Jeg håber at der stadig er en chance for at jeg kan nå mit fly. Please! Jeg har bedt til Gud, det gjorde jeg for 35 minutter siden, da jeg havde siddet i bussen i et par minutter, ringet til min mor 100 gange (fordi hun ikke tog telefonen) og havde gejlet mig selv fuldstændig op så jeg troede at Verdenen var ved at gå under og at jeg hvert øjeblik kunne besvime, både pga. sult og pga. den stressede situation jeg havde sat mig selv i. Det var for 35 minutter siden. Så tog jeg mig sammen og besluttede mig for at jeg ville genvinde kontrollen over min krop og ikke omvendt. Jeg havde ikke lyst til at besvime midt i bussen og havde bestemt heller ikke lyst til at få et angstanfald. Dem har jeg ikke haft længe og savner dem bestemt heller ikke.

Klik HER, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus