Det der med at være perfektionist er ikke altid en fordel

Mit største problem er at jeg er perfektionist. Jeg har det seneste års tid skrevet mange blogindlæg, men kun få af dem er blevet udgivet, fordi jeg simpelthen ikke har været  tilfreds med indholdet.  De skønhedsprodukter som jeg gerne vil skrive om har efterhånden hobet sig op  i stakkevis. Så jeg tog en beslutning om at få ryddet op i skuffer og skabe og bar emballage ned i kælderen forleden dag. Jeg bliver simpelthen stresset af at hver gang jeg trækker en skuffe ud, så ligger der æsker fra cremer og andre produkter, som jeg gerne vil skrive om, men ikke helt kan tage mig sammen til at gøre det. Og jo længere tid der går jo sværere bliver det.

 

Jeg har næsten glemt alt det jeg ved om html sprog (det bruger man meget når man har en blog 😉 Jeg føler heller ikke at jeg er så god til at formulere mig kort og præcist på skrift, som jeg har været før i tiden. Kort sagt så er jeg ude af træning og dét bliver jeg  nødt til at gøre noget ved. Fordi at det at blogge har faktisk mange ligheder med eksempelvis yoga, det kræver en daglig praksis og jeg er i den grad ude af træning. Min bærbare blev repareret for et halvt år siden så hvorfor jeg bliver ved med at finde på alle mulige undskyldninger og ikke bare kommer igang med en af de ting som jeg elsker aller mest, nemlig at blogge og den ping-pong jeg har med jer, mine skønne læsere, ja det det ved jeg ikke. Men når jeg trykker “udgiv” på dette indlæg, så håber jeg at jeg får lidt ro i sjælen. Så er der kun tilbage at krydser fingrer for at jeg kan fortsætte den gode stil og finde tilbage til rutinen med at få skrevet en masse indlæg. Selvfølgelig kun hvis jeg har noget på hjertet, at skrive bare for at skrive vil jeg ikke. Jeg savner at skrive, det gør mig glad at dele min viden med jer og ikke mindst at undersøge og recherche de ting som jeg ikke ved og gerne vil blive klogere på. Bloggen har også ofte fungeret for mig som en form for terapi, især mens jeg var sygemeldt med stress. Jeg kunne komme ud med mine frustrationer og dele dem med andre. Jeg blev overrasket over hvor mange af jer på den anden side af skærmen der kunne relatere til mine personlig indlæg og det rørte mig meget.

I mandags var til et foredrag med Annette Kristine Poulsen, som mange af jer nok kender fra
Beauty Space, fra Børsen eller fra Godmorgen Danmark. Annette bliver inviteret til at holde fordrag om hvordan man får superhud med jævne mellemrum rundt omkring i landet og jeg kan varmt anbefale jer at tage et til af dem. I mandags var det det Islandske mærke Bioeffect der havde inviteret hende til at fortælle om hud i Magasin i København. Jeg har været til det omkring 4-5 gange før, men jeg elsker simpelthen Annette og hendes skønne energi. Hun er et fantastisk menneske og et af mine aller største forbilleder herhjemme og så deler vi den samme passion for skønhedspleje. Jeg skrev som altid Annettes guldkorn ned og da jeg kom hjem gik jeg straks igang med dette indlæg og en plan for hvordan jeg får skrevet de indlæg færdigt, som jeg har haft i støbeskeen længe.

Klik her, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus

Hvor hårdt ord kan ramme én

For nogle uger siden var jeg til fødselsdag, og med fare for at min veninde måske læser indlægget her, så vil jeg med det samme sige, at jeg hyggede mig. Det var dejligt at møde hendes venner og jeg havde en god aften. Jeg nød at gøre mig klar og gøre lidt ekstra ud af min make-up, glatte mit hår (hvilket ellers sker meget sjældent) og tage en lidt mere elegant kjole på, end jeg normalt ville have taget på i byen. Stiletterne måtte desværre blive hjemme, da jeg et par dage forinden havde været hos kiropraktor, fordi jeg havde lidt af hovedpine og spændinger i nakken tre uger i streg.

 

Jeg havde som sagt en hyggelig aften. Jeg fik talt med nogle nye mennesker, fordi jeg kendte ingen til festen ud over min veninde. Men desværre så gik der ikke lang tid, før der var en der sagde nogle ting som ramte direkte i min akilleshæl og blot en halv times tid efter var der en anden fyr som sagde nogle ord og gav mig et blik der gjorde lige så ondt. Min veninde arbejder i en stor virksomhed med en masse smarte businesstyper og hendes venner samme type mennesker. På et tidpunkt i løbet af aftenen sad jeg og talte med en rigtig flot fyr, men jeg fandt hurtigt ud af at vi desværre var to vidt forskellige mennesker. Han spurgte mig hvad jeg laver til daglig og jeg sagde at jeg er studerende. Han kigge undrende på mig og spurgte mig hvor gammel jeg var? 28. Så rullede han nærmest med øjnene og sagde: “Og du er stadig studerende?”. Det bliver bedre endnu. Så ville han gerne vide hvad jeg læser og når jeg svarede fransk, så kunne jeg godt se opgivelsen i hans øjne. Han behøvede ikke sige noget, jeg vidste godt hvad han tænkte. Han havde selv en eller anden økonomiuddannelse og var typen der mener at humaniora ikke kan bruges til noget. Jeg kunne ikke bare gå min vej, så jeg fortsatte med at tale lidt med ham og da muligheden bød sig tog jeg min taske og gik ud på toilettet. Jeg havde brug for et øjeblik for mig selv. Tage en dyb vejtrækning og prøve at tænke at jeg skulle være ligeglad med ham. Han ved ikke hvilke ting jeg har kæmpet med og hvor langt jeg er kommet. Ved toilettet mødte jeg en en anden fyr, som jeg havde talt lidt med tidligere. Også han spurgte mig efter kort tid hvad jeg laver og kiggede fordømmende på mig da jeg sagde jeg var studerende. Han sagde med det samme, “Lad mig gætte, du er 28?”.

Heldigvis gik der ikke længe før de andre skulle være i byen og jeg skulle hjem. Men på vejen hjem kunne jeg ikke andet end at tænke over deres ord og tårerne trillede ned ad mine kinder. Ja, jeg er 28 og skal til at starte på mit andet semester på uni. Men jeg har læst noget andet før, været sygemeldt, haft en depression, angst, stress og haft aller mest lyst til at tage mit eget liv. De skulle bare vide hvor meget jeg har arbejdet med mig selv for at komme dertil hvor jeg er i dag.

Jeg ved at der er nogle af jer på den anden side af skærmen der kæmper eller har kæmpet med de samme ting som jeg. Angst, depression, stress mm. det er nogle svære emner at tale om med folk der ikke selv har prøvet det og jeg har før delt ud af mine tanker og har føler at jeg igen er klar til at dele mine inderste bekymringer og frustrationer med jer. Men vigtigst af alt så vil jeg prøve at komme med nogle gode råd til hvor man kan søge hjælp og hvordan man selv kan ændre på dårlige vaner mm. for at få det bedre.

 

Knus

 

Om at gå fra sit livs kærlighed

I dag er det 1 år og 3 måneder siden jeg slog op med ham som jeg troede at jeg skulle tilbringe resten af mit liv med. Ham som var der for mig da jeg gik ned med stress, ham som var der for mig da jeg var umulig midt om natten pga. søvnmangel og gentagne angstanfald. Jeg havde været sammen med M i næsten 4 år, da jeg valgte at gå fra ham. Hvorfor jeg gjorde det mens jeg var sygemeldt med stress? Tja, timingen til at slå op med nogen er vel aldrig god.

Jeg har tænkt meget over om hvor personlige ting jeg har lyst til at dele på bloggen. Hvor meget jeg tør åbne mig selv op og ligge mine inderste tanker og følelser op på nettet til skue for hele verdenen. Det er ikke ligesom på Facebook, hvor man kan blokere folk eller skjule indhold fra dem. Bloggen er frit tilgængelig for alle, lige måske med undtagelse af de stakler der bor i Nordkorea.

Da jeg gik ned med stress for lidt over to år siden, lå jeg i min seng i to måneder. Jeg var ikke i stand til særlig meget. Min familie og venner kunne ikke forstå hvordan jeg havde det. De var vandt til at jeg kørte med 180 km/t og kunne alt, altid hjalp andre og ikke havde brug for særlig meget søvn. Jeg tænkte altid på andre, før jeg tænkte på mig selv. M var den eneste der kom tættest på at forstå hvordan jeg havde det. Han var sammen med mig de fleste af døgnets 24 timer, med undtagelse af når han var på arbejde. Han holdt mig i hånden, når jeg råbte og skreg som en sindssyg, fordi jeg troede at der var udbudne gæster i lejligheden, midt om natten. Han gjorde virkelig sit bedste for at jeg skulle have det godt. Hvorfor var jeg en idiot og slog op med ham, tænker man nok. Tja, nu er tingene jo ikke altid sort/hvide.

Jeg havde været sygemeldt i to år og jeg er meget stærk fra naturens siden. Selvom jeg var blevet slået omkuld af stress, som havde ført angst og depression med sig, så havde jeg sat mig et mål og det var at jeg nok skulle få det godt igen. Jeg ville arbejde på at få det endnu bedre end før jeg gik ned med flaget. Jeg gav ikke op. Det var ikke en mulighed. M var ikke så stærk som jeg er. Han er ikke typen, der frivilligt går til psykolog eller arbejder på sine svagheder/dårlige sider. I de fire år vi havde været sammen, havde jeg udviklet mig utrolig meget. Et år henne i min sygemelding, kunne jeg mærke på M at han ikke kunne holde til at være der for mig mere. Han kunne ikke klare mine humørsvinger mm. Han tog på arbejde om morgenen og ville helst ikke have at jeg forstyrrede ham med tonsvis af beskeder og e-mails i arbejdstiden. Når han kom hjem, satte han sig foran computeren og spillede til vi skulle i seng. Med høretelefoner på, vel at mærke og jeg måtte ikke forstyrrer ham. Så gik det helt galt. En aften, prøvede jeg at fortælle ham noget, mens han sad og spillede et af sine uendelige computerspil brød helvede løs. Han tabte et spil pga. mig og hamrede i tastaturet og kom med det største vredesudbrud jeg nogensinde har set. Jeg blev bange, den side havde jeg aldrig set af ham før. Hvem er det jeg boede sammen med? Kunne han finde på at gøre mig fortræd når han blev vred?

Et par uger efter denne episode. Da M igen sad og spillede computer og jeg bad ham om at sætte vasketøj over, mente han igen at jeg forstyrrede ham i et vigtigt foretagende og jeg fik simpelthen nok. Jeg havde været sygemeldt i et år på daværende tidspunkt. Selvom jeg var nede med stress og depression, var det stadig mig der skulle gøre rent, vaske tøj og købe ind derhjemme. Jeg kunne ikke mere. Midt i et skænderi med M, valgte jeg at fortælle ham at det var slut. Og jeg mente det. Den efterfølgende tid var svær, jeg havde ikke nogen plan B. Jeg troede at vi skulle være sammen for altid. Men sådan gik det ikke.

 

Billedet er lånt af Ystad Saltsjöbad

 

Klik HER, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

 

Knus

Om at bevare kontrollen i en stresset situation

Spørgsmålet: “Hvorfor stiller jeg mig selv i disse situationer?” dukker op igen og igen i mit hoved på denne uendelige bustur. Det tager en time at køre med bussen fra Operaen til Charles de Gaule lufthavnen og jeg satte mig ind i bussen præcis en time inden mit fly skulle lette fra lufthavnen. Hvordan jeg havde tænkt mig at nå det? Måske ved at udføre et magisk trick ligesom Harry Potter? Come on! Nogle gange, okay det meste af tiden, stinker min tidsfornemmelse virkelig. Hvorfor er det at jeg så ikke planlagde hvad tid jeg skulle tage afsted enten i går eller i morges? Det er SÅ dumt at jeg nu sidder og ikke ved om jeg er købt eller solgt. Forhelvede altså.

Det her er simpelthen for sindssygt. Jeg sidder i en bus som kører fra Operaen til Charles de Gaule lufthavn, uden stop, og pludselig stopper bussen midt på motorvejen?! Jeg når lige at tænke at det er sku da løgn! Hvad sker der? Er det bare ikke meningen at jeg skal nå mit fly til København i dag eller hvad?”. Buschaufføren stiger ud og taler med en franskmand. Jeg forstår ikke hvad der bliver sagt, fordi mit hjerte hopper et slag over og jeg selve scenariet kommer lidt bag på mig.

Pludselig begynder der at gå franskmænd ind i bussen. Den ene efter den anden franskmand, som bærer på en kuffert eller to, møver sig igennem midtergangen kigger rundt på de andre passagerer og siger “Bonjour” til de omkringsiddende passagerer og smiler. De kigger på mig, eller mændende kigger på mig (læs mest på mine bryster, fordi min bluse er meget nedringet i dag.

Bussen er endelig fremme ved terminal 1. En sten falder fra mit hjerte. Jeg ånder lettet op, dog stadig i tvivl om jeg kan nå mit fly. Men jeg prøver ikke at være lyseslukker og prøver derfor at tænke positivt, i det mindste er jeg stolt over at jeg har været så god til at bevare roen indtil videre. Normalt ville jeg være helt ude af mig selv, lige nu. Jeg håber at der stadig er en chance for at jeg kan nå mit fly. Please! Jeg har bedt til Gud, det gjorde jeg for 35 minutter siden, da jeg havde siddet i bussen i et par minutter, ringet til min mor 100 gange (fordi hun ikke tog telefonen) og havde gejlet mig selv fuldstændig op så jeg troede at Verdenen var ved at gå under og at jeg hvert øjeblik kunne besvime, både pga. sult og pga. den stressede situation jeg havde sat mig selv i. Det var for 35 minutter siden. Så tog jeg mig sammen og besluttede mig for at jeg ville genvinde kontrollen over min krop og ikke omvendt. Jeg havde ikke lyst til at besvime midt i bussen og havde bestemt heller ikke lyst til at få et angstanfald. Dem har jeg ikke haft længe og savner dem bestemt heller ikke.

 

Klik HER, for at følge min blog på Bloglovin?
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus

Jeg er her endnu

Jeg har brugt de seneste par måneder på at finde ud af hvor jeg gerne vil hen med bloggen. Da jeg startede med at blogge var det en beautyblog. Skønhedsprodukter var min helt store passion og det er de stadig. Jeg er en beautynørd, som min søster kalder mig. Jeg kan godt lide at begrave næsen i forskningsartikler og fordybe mig i ingredienserne i hudplejeprodukter. Jeg kan også godt lide at lave mad og har bl.a. været opskriftsopfinder for Københavns fødevarefællesskab, men jeg vil gerne have at størstedelen af mine indlæg omhandler hudpleje og make-up. Jeg går meget op i hvad jeg spiser og det har jeg altid gjort. Man kan smøre sig med nok så mange cremer, men faktisk afhænger 80% af vores huds tilstand af vores livsstil, kost, motion, forurening og vores gener.

montmartre, paris, street art, flamingo

Jeg har for 5 år siden startet denne blog, fordi jeg gerne ville dele min viden med jer og fordi jeg også gerne vil høre om jeres tips, tricks og gode råd. I forhold til indholdet på bloggen, laver jeg ikke indlæg mod betaling. Jeg skriver min ærlige mening og det ved jeg at mine læsere sætter stor pris på.

De seneste par år har jeg skrevet flere personlige indlæg end jeg gør normalt. Jeg har fået rigtig meget god respons på mine personlige indlæg og selvom jeg synes at det er hårdt og kræver en del mod for mig at dele ud af mine inderste tanker og følelser så er jeg glad for at jeg ved at være ærlig og åben omkring stress, angst, depression mm. kan hjælpe folk i samme situation eller pårørende til at forstå hvordan deres kære har det. Der er mange der har skrevet til mig både i kommentarfeltet og sendt private beskeder omkring at I synes mine personlige indlæg er rare at læse. Så føler man ikke at man er den eneste i hele verden der kæmpe med nogle svære ting.

Mont martre, paris, street art, stress, angst, depression, håb

At skrive omkring det at være gået ned med stress, at være syg uden at ens familie og venner nødvendigvis forstår det, har været en form for terapi for mig. Jeg vil i fremtiden nok ikke skrive lige så mange personlige indlæg, da jeg føler at jeg har fået bearbejdet mange af mine bekymringer og inderste tanker. Jeg er et sted i mit liv hvor jeg kender mine grænser og er bedre til at respekterer når min krop har brug for en pause. Jeg øver mig på at sige fra, på ikke at overfylde min kalender, på at holde fri en hel dag engang imellem, når jeg føler at jeg har brug for det.

Det jeg ville sige med dette indlæg er at jeg i fremtiden kommer til at blogge 1-2 gange om ugen, da det at blogge er ligesom at dyrke yoga eller gå til fitness, jeg er ude af træning og derfor vil jeg stille og roligt starte op igen. Jeg føler at jeg har fået fornyet energi og har en masse ting som jeg gerne vil dele med jer. Jeg er meget aktiv på Instagram og hvis I har lyst så følg mig gerne derinde @violatranelund hvor jeg deler billeder fra min hverdag og self. anmelder hudplejeprodukter mm. da jeg jo er en skønhedsnørd og ikke kan lade være med at give gode råd 🙂

Klik HER, for at følge min blog på Bloglovin’
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus

Viola Tranelund