Hvor hårdt ord kan ramme én

For nogle uger siden var jeg til fødselsdag, og med fare for at min veninde måske læser indlægget her, så vil jeg med det samme sige, at jeg hyggede mig. Det var dejligt at møde hendes venner og jeg havde en god aften. Jeg nød at gøre mig klar og gøre lidt ekstra ud af min make-up, glatte mit hår (hvilket ellers sker meget sjældent) og tage en lidt mere elegant kjole på, end jeg normalt ville have taget på i byen. Stiletterne måtte desværre blive hjemme, da jeg et par dage forinden havde været hos kiropraktor, fordi jeg havde lidt af hovedpine og spændinger i nakken tre uger i streg.

 

Jeg havde som sagt en hyggelig aften. Jeg fik talt med nogle nye mennesker, fordi jeg kendte ingen til festen ud over min veninde. Men desværre så gik der ikke lang tid, før der var en der sagde nogle ting som ramte direkte i min akilleshæl og blot en halv times tid efter var der en anden fyr som sagde nogle ord og gav mig et blik der gjorde lige så ondt. Min veninde arbejder i en stor virksomhed med en masse smarte businesstyper og hendes venner samme type mennesker. På et tidpunkt i løbet af aftenen sad jeg og talte med en rigtig flot fyr, men jeg fandt hurtigt ud af at vi desværre var to vidt forskellige mennesker. Han spurgte mig hvad jeg laver til daglig og jeg sagde at jeg er studerende. Han kigge undrende på mig og spurgte mig hvor gammel jeg var? 28. Så rullede han nærmest med øjnene og sagde: “Og du er stadig studerende?”. Det bliver bedre endnu. Så ville han gerne vide hvad jeg læser og når jeg svarede fransk, så kunne jeg godt se opgivelsen i hans øjne. Han behøvede ikke sige noget, jeg vidste godt hvad han tænkte. Han havde selv en eller anden økonomiuddannelse og var typen der mener at humaniora ikke kan bruges til noget. Jeg kunne ikke bare gå min vej, så jeg fortsatte med at tale lidt med ham og da muligheden bød sig tog jeg min taske og gik ud på toilettet. Jeg havde brug for et øjeblik for mig selv. Tage en dyb vejtrækning og prøve at tænke at jeg skulle være ligeglad med ham. Han ved ikke hvilke ting jeg har kæmpet med og hvor langt jeg er kommet. Ved toilettet mødte jeg en en anden fyr, som jeg havde talt lidt med tidligere. Også han spurgte mig efter kort tid hvad jeg laver og kiggede fordømmende på mig da jeg sagde jeg var studerende. Han sagde med det samme, “Lad mig gætte, du er 28?”.

Heldigvis gik der ikke længe før de andre skulle være i byen og jeg skulle hjem. Men på vejen hjem kunne jeg ikke andet end at tænke over deres ord og tårerne trillede ned ad mine kinder. Ja, jeg er 28 og skal til at starte på mit andet semester på uni. Men jeg har læst noget andet før, været sygemeldt, haft en depression, angst, stress og haft aller mest lyst til at tage mit eget liv. De skulle bare vide hvor meget jeg har arbejdet med mig selv for at komme dertil hvor jeg er i dag.

Jeg ved at der er nogle af jer på den anden side af skærmen der kæmper eller har kæmpet med de samme ting som jeg. Angst, depression, stress mm. det er nogle svære emner at tale om med folk der ikke selv har prøvet det og jeg har før delt ud af mine tanker og har føler at jeg igen er klar til at dele mine inderste bekymringer og frustrationer med jer. Men vigtigst af alt så vil jeg prøve at komme med nogle gode råd til hvor man kan søge hjælp og hvordan man selv kan ændre på dårlige vaner mm. for at få det bedre.

 

Knus